Boligtildelingsprocedure på Christiania
Boligtildelingen på Christiania foregår i områderne efter følgende præmisser:
- Den rette beboer til den rette bolig.
- Den rette beboer er en eller flere ansøgere, som ønsker at bo på Christiania og disponere over en bolig på aftalte gennemskuelige vilkår til gavn både for ansøgeren og Christiania.
Ovennævnte formål, som er af afgørende betydning for Christiania, sikres bl.a. ved:
- Annoncering i Ugespejlet
- Opslag på Christiania og dagsordenindkaldelse
- Orientering via beboerne
- Eventuel genoptagelse af tidligere ansøgninger
- Orientering via Christianias og eller fondens hjemmeside
Efter indkaldelse af de ansøgere, som ønsker at komme i betragtning, er der I områderne tale om følgende procedurer:
- Fremvisningen af boligerne
- Ansøgningsmøde med udvalgte ansøgere, men minimum 10 ansøgere, hvor alle områdets beboere har mulighed for at deltage
Beslutning om, hvem der skal have tildelt boligen sker efter følgende retningslinjer:
- Det er området, der træffer beslutning om, hvem der skal have tildelt boligen.
- Såfremt området ønsker at lave en boligrokade internt i området, eller med beboere med brugslejetilladelse eksternt på Christiania, foretages denne rokade først. Herefter sendes den tilbageværende ledige bolig i åben søgning.
Når en bolig tildeles, skal alle, der ikke får tildelt den pågældende bolig have en selvstændig skriftlig begrundelse for, hvorfor de pågældende ikke er kommet I betragtning, inklusiv klagevejledning.
Afviste ansøgere har 5 hverdage til at klage over afgørelsen.
En eventuel klage har opsættende virkning, indtil fondsbestyrelsen har behandlet klagen, inden for en frist på 9 dage fra klage modtages.
Ansøgeren, der tildeles en bolig, først flytte ind i boligen efter minimum 5 dage fra modtagelse af afgørelse på boligansøgningen.