Arkitektskolen tegner på stadens almene bebyggelse
Hvordan kan det se ud hvis der skal bygges nyt på Christiania?
Den opgave har en gruppe arkitektstuderende arbejdet med siden de flyttede i Bananhuset en kold vinterdag i februar 2023. Siden da har de registreret fuglenes ruter, demokratiske strukturer, menneskestrømme, navne på steder og folk, træernes historie og bygningernes fortællinger for at få en forståelse af Christianias DNA. De har fotograferet byrum, naturen og materialer og talt med
mange på deres vej rundt.
Den grundige analyse har været vigtig for at overveje arkitektens plads i en by, hvor de største kvaliteter er selvbyggede.
Deres udgangspunkt er, at der ikke skal rives ned, men bygges videre på drømmen og de iboende kvaliteter som Christiania har udviklet over 50 år. Ønsket er at vise hvordan Christiania kan fortsætte med at gro som et lysende eksempel på det 3. årtusindes jordbundne, men højtsvævende bysamfund.
Endelig giver de 6 forskellige bud på hvordan 15.000 m2 kan indpasses på Christiania. En stor opgave som betyder en befolkningstilvækst på 40 %.
Fra lørdag d. 24. juni vises de mange tegninger og forslag på en stor samlet udstilling på Gallopperiet / Stadens Museum. Kom og se kæmpe håndtegninger og små skitser, et hav af fantasier og collager, samlede souvenirs og modeller.
De studerende er fra Det Kongelige Akademi – Institut for Bygningskunst, By & Landskab 4. semester (Underrviser og semesteransvarlig: Alex Hummel Lee)